Barfodstræning
At træne med bare fødder/tæer har forskellige fordele og ulemper.
Grundlæggende set, hjælper barfodstræning dig til at få bedre fornemmelse for alle dine bevægelser, samt til at opbygge styrke i og omkring led og muskler i foden og anklerne. Ofte led og muskler, som sko normalt er designet til at støtte. Dette spiller en stor rolle, ift. forebyggelse af skader. Til gengæld er der større risiko for, at fødderne skærer sig på skarpe genstande eller i koldt vejr får skader som følge af kulden, da de er blottet over for omgivelserne.
At komme igang
Der kan være nogle mentale barrierer, der gør det svært at påbegynde barfodstræning. For det første er der de sociale normer: Folk synes det ser underligt ud ikke at have sko på. For det andet er man som oftest mere begrænset, mht. hvilket niveau man kan træne på, da bare tæer unægteligt giver mindre beskyttelse end de fleste sko. Og for det tredje kan miljøet og årstiderne gøre længerevarig barfodstræning svær, for ikke at sige umulig, hvis man ønsker at opretholde et sundt helbred.
Der findes ikke et universelt svar på, hvordan man overkommer ovenstående forhindringer, og vi vil her ikke gå mere i detaljer med dem.
Når man begynder på barfodstræning, vil de fleste personer tilvænne sig et mere afslappet og low-impact træningsniveau helt automatisk, da man er bange for at skade ens fødder. Dette er der absolut INTET galt med. Det værste man kan gøre, når man påbegynder barfodstræning er at stresse ledene og musklerne i foden. Man bør huske på, at til trods for, at man måske er vant til at lave store hop og har trænet resten af kroppen til at håndtere disse, så er fødderne en årrække bagud. Heldigvis har kroppen et system indbygget (kaldet smerte), der fortæller hjernen, hvis der sker ting med kroppen, som ikke er sundt for den. Det bedste råd du kan få omkring din krops status, er den information kroppen selv fortæller dig. Så hvis dine fødder begynder at gøre ondt, laver du måske for store bevægelser og bør slappe af eller træne noget andet.
Når man træner på bare tæer, skal man selvfølgelig være mere opmærksom på sine omgivelser. Små sten og skarpe kanter kan være skadelige, og "væggen med det gode grip" kan gå hen og gøre dine fødder hudløse. Specielt tæerne er blottet, og hvor skoen normalt snitter, og man er glad for, at den ikke sad fast, så kan en sådan situation have alvorlige konsekvenser, hvis man ikke har sko på.
Der er intet i vejen med at tage sig god tid og fokusere på ikke at komme til skade, når man træner med bare tæer. Målet med barfodstræning er for de fleste personer at opbygge større styrke omkring knæ og ankler, for at forebygge skader. I sidste ende handler det om at være effektiv både nu, om ti sekunder, og om ti år.
Skrevet af Sakse Dalum
Se også:
The Barefoot Professor
