Copenhagen Parkour er en forening der arbejder for udbredelse af bevægelsesdisciplinen parkour.
Vores formål er..
Sagt med andre ord så arbejder vi for at udbrede parkour, med fokus på en sund træningspraksis, samt at skabe bedre muligheder for udøvelse af parkour i København. Dette gør vi ved at opbygge og forbedre træningsfaciliteter for parkour og afholde parkour fællestræninger, -undervisning, workshops og events.
Vores vision er at vi igennem udbredelsen af kendskab til parkour kan hjælpe andre mennesker til et bedre liv. Med dette håber vi at kunne videregive den glæde vi selv føler ved at være fysisk aktive på en kreativ måde, som blandt andet er det parkour kan tilbyde, hvad enten man til daglig er fysisk inaktiv eller topatlet. For os drejer det sig om at finde glæden ved bevægelse, en glæde der opstår igennem den leg, kreativitet, hårde træning og de mentale udfordringer der karakteriserer vores træning.
Det kan være at man som ung er vant til at hænge på gaden fordi man ikke har andre ting at tage sig til, her er parkour både en sjov og udfordrende måde at blive aktiveret i stedet for at gå og lave ingenting.
Parkour er for mange udøvere en identitetsskabende disciplin. Så for unge mennesker der mangler et ståsted kan det give tilværelsen indhold at komme med ud og træne parkour. Og det er let at blive tiltrukket af parkour, der har sin streetcharme og frihed, samtidig med kombinationen af hård træning, personlig disciplin og succesoplevelser.
Vores vision er at parkour er for alle, uanset økonomisk råderum. Derfor gør vi alt hvad vi kan for at eliminere brugerbetaling på vores arrangementer og at gøre vores kontingent så billigt som muligt.
Vores vision er ydermere, at udbredelsen af parkour skal ske på en måde, der er tro overfor parkours filosofi og historie. Dette indebærer, at vi modsætter os alle former for konkurrence indenfor parkour, da konkurrence er uforenelig med parkours filosofi. Dette indebærer også, at når vi bruger ordet parkour, menes der ikke freerunning eller andre beslægtede bevægelsesformer. Ikke fordi vi finder freerunning problematisk på nogen måde, men alene fordi vores hjerter banker for parkour.
Copenhagen Parkour er en forening. I foreningen er der et team bestående af kompetente instruktører, der tager sig af afholdelsen af ugentlig træning samt arrangementer. Dertil kommer selvfølgelig foreningens medlemmer, der, i den udstrækning de har mulighed for det, hjælper og støtter teamet med afholdelsen træning og arrangementer. Alle, der går ind for foreningens formål og arbejde, kan blive medlemmer af Copenhagen Parkour, og vi opfordrer alle der jævnligt træner med os eller ønsker at støtte vores mål til at melde sig ind i foreningen.
Jo flere vi er, jo højere kan vi nå.
Foreningens bestyrelse består af:
Formand: Anders Storm Jeppesen
Næstformand: Christian Lyngby Vestergaard
Kasserer: Ilja Silas Jensen Olsen
Bestyrelsesmedlem: Sakse Emil Dalum
Bestyrelsesmedlem: Mike Jensen
Team Copenhagen Parkour består på nuværende tidspunkt af Anders Storm, Christian Vestergaard, Ilja Olsen og Sakse Dalum. Vi fire har eksisteret som Copenhagen Parkour siden marts 2008, hvor vi som 4 bekendte tog afsted til Frankrig, hvor det hele startede, på “pilgrimstur” for at træne og blive inspireret. Det blev en fantastisk tur, der gav os større indsigt i parkour, og mødet med nogle af grundlæggerene og andre udøvere fra hele verden gav os enorm inspiration. Det blev samtidig startskuddet til vores videre samarbejde, da vi under turen fandt ud af at vi alle brændte for det samme. Vi har siden sommeren 2008 undervist i parkour ved forskellige lejligheder, både ved enkeltstående jams, workshops og fast ugentlig undervisning, som gruppe eller som enkeltpersoner.
Vi bliver ved med at udvikle os selv og hinanden, og vores samarbejde er til inspiration både for os selv og for andre. Med tiden er det vores ønske, igennem træning og inspiration, at få flere foreningsmedlemmer ind i teamet til glæde og gavn for både forening og udøvere.